Justitsminister lagde vejen forbi Gellerup for at tale om tryghed

Mandag besøgte Søren Pape Poulsen (K) Gellerup i Aarhus for at tale med politi og beboere om tryghed

02:35

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var med mandag, da justitsministeren besøgte Gellerup for at tale med politi og beboere om, hvordan man kan sikre tryghed i området.

Der er lige nu stor fokus på ghettoer. I dag, mandag, blev justitsministeren, Søren Pape Poulsen (K), så vist rundt i Gellerup i det vestlige Aarhus, der er blandt de danske ghettoer, hvor man efterspørger mere tryk på ghettoplanen og mere støtte til frivillige og fokus fra politiet.

Læs også Lars Løkke Rasmussen besøger Gellerup

Her skulle han tale med blandt andet politi og beboere om, hvordan man kan sikre tryghed i området.

- For mig var det rigtig vigtigt at pointere, hvordan det lige så vel er de civile og frivillige, der er med til at skabe den her tryghed rundt omkring, lige så vel som de ansatte er, siger Nagin Ravand, der er beboer i Gellerup, og tilføjer:

- Hvis der er nogen, der kan gøre noget, og som kan få sat gang i tingene, så er det jo politiet først og fremmest - udover os selv, siger hun.

Hvis man skal have folk til at flytte herud, så skal de vide, at de er trygge, og at politiet har styr på tingene.

Søren Pape Poulsen (K), justitsminister

Og fra en anden beboer lyder det:

- Vi i Gellerupparken har brug for støtte, for at vi kan være med til at redde mange af de her unge mennesker, som er ude i noget ballade, siger Chadi Ali Kayed, der også er beboer i Gellerup.

Politi, boligforening, politikere og beboere var mandag mødt op for at tale om trygheden i området.

Det går godt med trygheden

Under rundturen fik ministeren et indblik i den forandring, der lige nu er i gang i Gellerup, og som regeringen har ladet sig inspirere af i ghettoplanen, der helt skal aflive ghettoer.

Vi i Gellerupparken har brug for støtte, for at vi kan være med til at redde mange af de her unge mennesker, som er ude i noget ballade.

Chadi Ali Kayed, beboer, Gellerup

- Vi har jo brugt eksemplet i nogle andre diskussioner om, hvor meget man egentlig kan sætte i gang, og hvad man kan gøre for at lave et boligområde – med det ry og rygte, der nu også har været – til at være noget mere interessant med renoveringer, nybyggeri og ved at gøre det mere interessant med udendørs arealer. Det, synes jeg, er rigtig spændende, siger justitsminister, Søren Pape Poulsen (K).

Og lige nu går det godt med trygheden, mener beboerne

- For mig er trygheden virkelig god. Der er ikke så meget at sætte en finger på, når man har et stort netværk herude, og når man kender de fleste mennesker i området, siger Nagin Ravand.

- Der er jo selvfølgelig altid nogen, der er mere utryg end andre. Men i helheden er der mange af os, der er trygge ved at omgås i området ved Gellerupparken, siger Chadi Ali Kayed.

Læs også Morten Østergaard besøger Gellerup: Debatten skal forbedres

Også hos Brabrand Boligforening mener man, at billedet af Gellerup udadtil er ved at forandres.

- Vi arbejder jo meget på at give det her område et andet billede udadtil. Og det er vi i høj grad i færd med at lykkes med, er mit indtryk, siger Keld Albrechtsen, der er formand for Brabrand Boligforening.

- Vi er beboernes politi

Netop trygheden er afgørende for området og dets beboerne, og dét er noget, som politiet blandt andet er med til at sikre.

- Beboerne herude i Gellerup kan se, at vi er deres politi. Vi er tilgængelige, og de kender os, fordi vi er de samme, der er herude hver eneste dag, siger Klaus Møller, der er politikommisær hos Østjyllands Politi.

Der bliver flere aktioner, og der bliver øget polititilstedeværelse. Og så bliver det også muligheden for at ombygge, rive ned, bygge nyt og sætte et loft på de almene familieboliger.

Søren Pape Poulsen (K), justitsminister

Det er Søren Pape Poulsen enig i.

- Hvis man skal have folk til at flytte herud, så skal de vide, at de er trygge, og at politiet har styr på tingene, siger han.

Og derfor fremhæver han flere ting i regeringens ghettoplan, der vil øge trygheden og forandringerne.

- Der bliver flere aktioner, og der bliver øget polititilstedeværelse. Og så bliver det også muligheden for at ombygge, rive ned, bygge nyt og sætte et loft på de almene familieboliger. Det er man jo allerede godt i gang med her. Men også en mulighed for at kriminelle lejere kan sættes ud, så det er folk, der kan bo her i tryghed og ikke skal være bange for kriminelle, siger justitsministeren.

Læs også Lars Løkke var forbi Gellerup: Populært besøgsmål blandt politikere