Junkfood skal væk fra hallerne

Projekt skal gøre maden i idrætshallerne sundere

Foto: Colourbox

Mindre fedt og slik og mere sundt og grønt. Et nyt projekt i Favrskov Kommune vil have mere sundt mad på menukortene i cafeteriaerne i idrætshallerne i kommunen.

Projektet hedder "Sundere mad i idrætslivet - Jumpfood", og otte kommunale og selvejede haller i Favrskov er med i projektet, som er frivilligt.

- Det er helt frivilligt, og vi gør det på deres præmisser, siger Lotte Birk Godiksen, der er sundhedskonsulent i Favrskov Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Derfor er målet som sådan heller ikke, at hele menukortet på kort tid skal udskiftes, men at det kommer til at gå i det tempo, som den enkelte hal ønsker, at det skal.

Til at starte med har blandt andre Lotte Birk Godiksen besøgt hallerne for at høre, hvilke ønsker de har til fremtidens menukort.

- Generelt søger de inspiration til ny mad. Det kan for eksempel være inspiration til en sund burger og lette alternativer at snacke efter træningen, siger Lotte Birk Godiksen.

På mandag mødes hun og Bodil Christensen fra Alt om Kost med personalet fra de enkelte køkkener i hallerne. Her skal der laves sunde alternativer til de normale pommes frites og burgere, så de forskellige haller kan få inspiration til at ændringer i menukortet.

Og det bliver næppe det sidste møde mellem parterne.

- Projektet skal helst ikke slutte der. Vi skal have fundet en måde, så vi kommer videre. Det skal køre på deres præmisser, så det bliver også op til dem, hvordan samarbejdet skal fortsætte, og hvordan vi kan være behjælpelige, siger Lotte Birk Godiksen.

Og for dem, som har lyst, skal det stadig være muligt at snuppe en hotdog efter træningen.

- Nogle kan godt lide at få en hotdog efter træningen i hallen, og det skal vi også acceptere, siger Lotte Birk Godiksen.