Julio Iglesias til Århus
Musikhuset og Århus Stiftstidende vil med et nyt samarbejde skabe økonomisk fundament for at kunne trække de helt store musiknavne til Århus.
Musikhuset og Århus Stiftstidende satser på at tiltrække flere internationale musiknavne. I anledning af at avisen flytter sit hovedsæde til midtbyen næste år, er der indgået et samarbejde med Musikhuset.
Og allerede den 19. september giver den spanske sanger Julio Iglesias koncert i Musikhuset.
- Hidtil har koncertsalen med kun 1500 pladser været for lille til at kunne bære de helt store verdensnavne. Vi har ikke villet kaste en kvart eller en halv million kroner efter en koncert med et stort navn. Men disse navne kan nu tiltrækkes med Århus Stiftstidendes hjælp, siger Musikhusets direktør Hans N. Hansen.
Parterne oplyser, at der forhandles om et absolut topnavn inden for rock-musikken som led i samarbejdet. Senest Musikhuset i Århus havde besøg af topeliten var i 1982, da Liza Minelli optrådte til billetpriser dengang på 1800 kr. Og får Musikhuset muligheden for så store navne igen, vil Hans N. Hansen ikke være bleg for at sælge billetter til 2500-3000 kr. stykket.
/ritzau/