Julesneen driller i trafikken
Falck trækker biler fri og yder starthjælp
Nattens snefald flere steder i Østjylland giver visse steder problemer for trafikanterne.
Selv om der torsdag eftermiddag er ryddet sne og saltet på de fleste større strækninger, er Falck i løbet af dagen rykket ud med assistance til adskillige nødstedte bilister.
Siden kl. 05 torsdag morgen til midt på eftermiddagen er Falck i Østjylland rykket ud for at trække 11 biler fri.
Derudover har 16 trafikanter bedt om starthjælp på grund af kolde batterier.
- Set fra Falcks side er det første døgn med vintertrafik dog forløbet roligt i Østjylland, fortæller Falcks vagtcentralleder, Thomas Dietz, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus-egnen er den del af landet, som på nuværende tidspunkt har fået mest sne. I løbet af natten faldt der op mod 10-12 centimeter sne.
Alt tyder på, at sneen bliver liggende nogle dage endnu, da der er koldere vejr på vej.