Julepakker til 500 familier
Børnenes Kontor brugte i dag overskuddet fra århusianske pølsevogne til at glæde børnefamilier.
500 århusianske børnefamilier, alle med en enlig mor eller far som forsørger og lav indkomst, kunne i dag sende en venlig tanke til byens pølsespisere gennem det seneste år. I dag var det nemlig dagen hvor Børnenes Kontor brugte overskuddet fra organisationens pølsevogne på gaver til familier, hvor det økonomiske overskud i dagligdagen er til at overse.
Pengene fra pølserne har betalt det meste af de 300.000 kr. som årets julepakker har kostet. I pakkerne var der enten flæskesteg eller kalkun, sild, ost og anden god julemad samt Lego-klodser til de mindste børn og AGF-billetter og -souvenirs til de større.
- Det er dejligt at være med til at gøre folk glade her i julen, sagde Børnenes Kontors forretningsfører Paul Locht ved uddelingen på Brobergskolen.
Se indslaget om pakke-uddelingen i TV2 / ØSTJYLLAND i aften kl. 19.30.