Julemanden skifter kanen ud med vandflyver

Rensdyrene må blive hjemme, når julemanden besøger Aarhus til juleparade på fredag

Julen står for døren og julemanden har meldt sin ankomst til Aarhus. På fredag, den 10 november, skyder han højtiden i gang med den traditionsrige juleparade gennem Aarhus. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

Julen står for døren, og julemanden har meldt sin ankomst til Aarhus. På fredag, den 10 november, skyder han højtiden i gang med den traditionsrige juleparade gennem Aarhus.

Men rensdyrene er parkeret i kulden på Grønland. Kanen er nemlig skiftet ud med en vandflyver, der transporter ham hele vejen til Aarhus fra det kolde nord.

Læs også VIDEO: Så kom julemanden til Aarhus

- Julemanden følger med tiden. Tidligere kom han jo med rensdyr, men på den her måde, kan han komme meget hurtigere frem. Og så sender det også det helt rigtige signal, når det nu er en storby, han kommer til, siger Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er Claus Bech, der endnu engang har inviteret julemanden til Aarhus. Når julemanden stiger af Nordic Seaplanes vandflyver og igen har fast grund under fødderne, fortsætter han rejsen fra Dokk1 gennem Aarhus i en hvid Cadillac.

Vandflyveren får ikke betydning for julens gavebudget

Normalt koster en billet fra København til Aarhus med vandflyveren 1.297 kroner. Claus Bech kan ikke komme nærmere ind på, hvad det koster julemanden at flyve hele vejen fra Grønland, men han vurderer ikke, at det kommer til at gå ud over det budget, som julemanden har afsat til gaver i år.

Julemanden er dygtig til at forhandle og lave aftaler. I det her tilfælde har han lavet en fordelagtig aftale med Nordic Seaplanes, og derfor er der ingen grund til at frygte, at der ikke er råd til gaver i år.

Claus Bech, direktør for  Aarhus City Forening

- Julemanden er dygtig til at forhandle og lave aftaler. I det her tilfælde har han lavet en fordelagtig aftale med Nordic Seaplanes, og derfor er der ingen grund til at frygte, at der ikke er råd til gaver i år, siger han.

Claus Bech understreger desuden, at rensdyrene heller ikke er billige i drift. Så der er altid afsat en passende mængde penge til transport. Sidste jul ankom julemanden til Aarhus i slæbebåd.

Læs også I aften ankommer julemanden med slæbebåd

Rensdyrene må tænke ud af rensdyrboksen

Rensdyrene må altså også blive hjemme i år. Det mener, Claus Bech at de kan tage ved lære af.

Konkurrence er altid sundt. Det kan være, at de tænker, at de må oppe sig. Måske de kan tænke ud af rensdyrboksen, og blive mere effektive så de kan komme lidt hurtigere frem næste år.

Claus Bech, direktør for  Aarhus City Forening

- Konkurrence er altid sundt. Det kan være, at de tænker, at de må oppe sig. Måske de kan tænke ud af rensdyrboksen, og blive mere effektive så de kan komme lidt hurtigere frem næste år, siger han.

Mens rensdyrene går glip af festlighederne, tager julemanden sine hjælpenisser med. Akkompagneret af nisseorkestret, Aarhus Garden og den Jyske Pigegarde, vil de bevæge sig fra havnen til Strøget, hvor julemanden omkring klokken 18.30, vil løfte sin store ske og tænde for det 850 meter lange stjernetæppe, der hænger over butikker og kunder.

God tid til juleshopping

Julemanden forventer at ankomme til Dokk1 klokken 18. Hvis han er hurtig, kan han måske nå, at gøre nogle af de første juleindkøb, inden han vender næsen hjemad igen. De fleste af butikkerne i Aarhus har nemlig længe åbent efter paraden og lukker først klokken 21.

Læs også VIDEO: Se en halv million julelys blive tændt

Mens du venter på julemanden, kan du fra kl. 16:00 opleve julestemning og julehygge ved Dokk1. Læs mere om Julemandens besøg og find et kort over paradens rute her.

00:38

VIDEO: Se hvordan det forløb, da julemanden kørte gennem Aarhus sidste år. Videoen er fra november 2016.

Luk video