Juleaften i sommerhusene
Turistsæsonen i Ebeltoft breder sig til nytårsugen
I Ebeltoft har julen og nytåret udviklet sig til en turistsæson på højde med sommeren.
Særligt indenfor sommerhusudlejning mærker man en stor interesse for at fejre julen og nytår som turist i og omkring Ebeltoft. Udlejningsbureauet Sol og Strand har i år oplevet en markant stigning i udlejningen af sommerhuse i årets afslutning. Hele 166 procent flere uger er udlejet i nytårsugen i forhold til samme periode sidste år.
- Der er grund til at glædes både sommerhusejerne og os i udlejningsbranchen. Noget tyder på, at finanskrisen har sluppet sit greb, og 2014 ender med at blive det bedste år nogensinde, siger direktør i Sol og Strand i Ebeltoft Kaj Frederiksen.
Også samfundsmæssigt er der grund til at glædes, lyder det i dag fra udlejningsfirmaet.
- Det her betyder arbejdspladser og omsætning på tankstationer, restauranter og supermarkeder. Det breder sig som ringe i vandet. Det er rigtig skønt, siger direktør Kaj Frederiksen.
Det er særligt tyskere, der rejser Danmark i julen og nytåret. Til trods for at 2014 sætter rekord, hvad angår antallet af udlejede uger, tror Kaj Frederiksen på, at næste år kan blive endnu bedre.