Juel: Skal ikke male fanden på væggen
AGF-forsvarer fortæller om stemningen i AGF i en sejrsløs tid
Lige ved og næsten. Det har været overskriften for flere af fodboldklubben AGFs kampe i denne sæson.
Et af de seneste eksempler var kampen mod Brøndby IF d. 22. november, hvor et selvmål spændte ben for en aarhusiansk sejr i en kamp, hvor AGF-spillerne ellers havde overtaget på topholdet fra Vestegnen.
Statistikken taler sit tydelige sprog. Kun to sejre er det blevet til i 14 kampe, hvoraf den ene er en skrivebordsejr mod Hobro, som blev taberdømt for at have brugt en ucertificeret spiller.
Det faktum, at sejrene er udeblevet, ærgrer da også forsvarsspiller i AGF, Alexander Juel Andersen.
Han kan godt mærke, at humøret både på og uden for banen er dykket:
- Det tynger en lidt. Det fylder selvfølgelig noget. Der er ikke noget, vi hellere vil end at få en sejr, siger Alexander Juel Andersen.
På trods af, at heldet ikke har været med AGF, så er viljen og sammenholdet stærk.
Ikke gøre det værre
Det ændrer dog ikke ved, at det kan være svært at få den nedslående statistik ud af hovedet, fortæller den unge forsvarsspiller, som nyder godt af opbakning fra venner og familie.
Når man har en fridag, ligger man så stadig og tænker på det?
- Ja, det gør man - men nu skal man heller ikke gøre det værre, end det er, siger Alexander Juel Andersen og påpeger, at holdet trods alt stadig har høstet en del point:
- Vi er trods alt stadigvæk oprykkere. Vi skal ikke male fanden fuldstændig på væggen.
Med fire sejre, seks uafgjorte og syv tabte kampe ligger AGF i øjeblikket nummer 10 i Superligaen.
Du kan se hele interviewet med Alexander Juel Andersen i videoen øverst i artiklen.
I aften, tirsdag, er AGF også på programmet i fodboldmagasinet Fodbold med Horup, som sendes på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.50.