Jubelscener: Danmarks sødeste 7. klasse er fra Galten

Klassen har vundet et lejrskoleophold på Bornholm

03:11

1 af 2

Der blev målt ret høje decibel i 7. klasse på Den Fri Hestehaveskole i Galten, da eleverne fredag blev overrasket med beskeden om, at de havde vundet konkurrence 'Danmarks sødeste 7. klasse'.

- Det er helt vildt, jeg tror stadig ikke helt, at jeg har fattet det endnu, det er helt surrealistisk, siger Laura Kjærgård Teglbjærg på 13 år, mens klassekammeraterne hoppede jublende rundt bag hende.

Konkurrencen er udskrevet af Destination Bornholm, der havde sat et femdages lejrskoleophold for en hel klasse på højkant.

For at deltage skulle skoleklasser fra 6.-8. klassetrin tage emner som trivsel og mobning op til debat i klassen, og sætte ord og billeder på konklusionerne.

Eleverne på Den Fri Hestehaveskole havde både lavet en film om klassen og en avisforside om de aktuelle emner.

- Vi er virkelig Danmarks sødeste klasse, vi har et rigtig godt sammenhold, og vi har det så godt med hinanden både piger og drenge, vi kan være os selv, siger Laura Kjærgård Teglbjærg.

I indslaget ses Klara Kirstine Bjerregaard Krogh 12 år, Freya Dahl Mathiesen 13 år og Laura Kjærgård Teglbjærg på 13 år.

Se de skønne unger få nyheden om, at de har vundet konkurrencen, i tv-indslaget ovenfor.