Jubelår for Randers Regnskov

Randers Regnskov er den danske attraktion, der har oplevet størst fremgang i 2003.

Foto: Annelene Petersen - Ritzau Scanpix

Ingen andre danske attraktioner kan måle sig med Randers Regnskov, når det handler om at få flere besøgende indenfor dørene. I forhold til året før oplevede det randrusianske trope-zoo i 2003 en stigning på 60 procent i antallet af besøgende. I alt 318.000 gik igennem tælleapparaterne.

Den store stigning betyder, at Randers Regnskov er avanceret fra en 25. til en 17. plads på den liste, som Danmarks Turistråd netop har udsendt over de mest populære danske attraktioner. Randers Regnskov er dermed den danske turistattraktion, der har oplevet den støste stigning.

Modsat Randers Regnskov kan Djurs Sommerland, Den Gamle By, Tivoli Friheden og Kattegatcentret alle konstatere, at de i løbet af 2003 har tabt terræn i forhold til de øvrige danske attraktioner.