Jubel hos Grundfos efter klimaaftale

Nye markeder vil efterspørge den teknologi, som virksomheden tilbyder

03:04

1 af 2

195 lande fandt i weekenden sammen og fik lavet en fælles klimaaftale, som alle skrev under.

Og den aftale har skabt jubel hos Grundfos, da aftalen vil betyde øget eksport og flere arbejdspladser til pumpevirksomheden i Bjerringbro.

Præcis hvor mange flere arbejdspladser det vil skabe i det østjyske, ønsker virksomheden dog ikke at sætte tal på.

- Vi vil ikke spå om væksten, men klimaaftalen vil give kraftig medvind både med hensyn til salg og også i forhold til arbejdspladser, siger Kim Nøhr Skibsted, der er kommunikationsdirektør i Grundfos.

Virksomheden forventer at se en øget efterspørgsel fra udviklingslandene efter aftalen.

- Der vil være nogle markeder, der åbner sig, blandt andet udviklingslandene som vil efterspørge den teknologi, som vi repræsenterer og tilbyder, og det gør de, fordi de nu får finansieringsmodeller, siger Kim Nøhr Skibsted, der er meget optimistisk med hensyn til fremtiden.

-Vi kan både se nye markeder, og vi kan se nye muligheder i de eksisterende markeder, siger kommunikationsdirektøren.

Se hele interviewet med Kim Nøhr Skibsted i tv-indslaget ovenfor.