Jubel hos danske vinavlere
2013 tegner til at blive et godt høstår
Der er stor optimisme hos danske vinavlere, der efter et katastrofeår i 2012 ser ud til at få et suverænt høstår.
Druerne hænger tungt på vinstokkene og bader sig i solens stråler. Det har de efterhånden gjort meget denne sommer, og derfor ser det rigtigt fornuftigt ud hos Jan Riising på Fjordgård Vineri ved Malling ved Aarhus.
- Det giver optimisme. Så er man lidt mere på, og tænker, at nu skal vi ned og have bundet dem mere ind mellem snorene og klippe sideskud af og virkelig få dem passet, for nu tegner det rigtig godt, siger han til P4 Østjylland.
Med 1.500 planter på sin vinmark, der vender ned mod Norsminde Fjord, ser høsten ud til at blive suveræn. Hver vinstok kan efter optimalt udbytte give en flaske vin - hvilket er fem gange så meget, som det gav sidste år.
Grunden til optimismen skyldes, at vinstokkene ikke blev udsat for regn og frost under blomstringen, og så har solskinsvejret også gjort sit. Men selvom krystalkuglen siger en lovende høst, så bevarer Jan Riising sine ben plantet solidt i jorden mellem vinrankerne med en vis skepsis.
- Hvis vi lige pludselig render ind i fjorten dages regn i september måned, så kan der gå meldug og skimmel i druerne, og så er vi tilbage igen, siger han til P4 Østjylland.