Jubel afløst af utryghed
I aftes var der glæde i Randers, fordi to skoler så ud til at blive reddet. Nu har tømmermændene meldt sig.
Der hersker stor utryghed og forvirring i Randers, efter at politikerne torsdag aften valgte at skåne de to lukningstruede skoler, Hadsundvejens Skole og Nyvangsskolen.
For der skal spares 12,6 millioner kroner et eller andet sted, og det skaber utryghed på de øvrige folkeskoler i byen.
- Selvfølgelig ville det være rart at vide, at vi ikke hele tiden har et spøgelse hængende over os, der siger, at vi skal lukkes. Men på den anden side ville det også være rart at vide, hvad alternativet er nu, siger Karen Marie Schytter, der er skoleleder på Østervangsskolen i Randers.
Politikerne har kun en uge til at finde millionbesparelsen.
- Vi håber på, at vi den uge, der kommer, får forhandlet os frem til en løsning med et stort flertal bag os. Men jeg ved virkelig ikke, hvad det ender med, siger borgmesteren, Michael Aastrup Jensen (V).