JU Århus bygger nyt for 15 mio.
Jordbrugets UddannelsesCenter Århus moderniserer Bredballegård
En stor kantine, nye klasseværelser og et nyt udemiljø er nogle at de ting, der fra 1. marts skal bygges eller moderniseres på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus' landbrugsafdeling i Mårslet.
- Det er en mangeårig drøm, der går i opfyldelse, og vi glæder os helt vildt til at se tegningerne virkeliggjort, så vi kan tilbyde betydeligt bedre plads og lækre, nye faciliteter til det stigende antal elever, der vælger at tage deres landbrugsuddannelse her hos os, siger Claus Christensen, der er direktør for JU Århus, i en pressemeddelelse.
I forbindelse med planerne for byggeriet har en projektgruppe, der blandt andet består at undervisere fra skolen, besøgt forskellige relevante institutioner og virksomheder for at søge inspiration.
Se: Vil have grønne uddannelser
- Vi har haft et stort ønske om at ramme noget, der forener et moderne undervisningsmiljø med det naturlige og jordnære, som i sagens natur er kendetegnende for et lille landbrug som Bredballegård. Der skal være en tydelig sammenhæng, der giver lyst til læring. Og jeg synes, vi har fundet den absolut bedste løsning, siger Claus Christensen.
Byggeriet går i gang den 1. marts, og det forventes at stå færdig ved udgangen af 2015. Flere end 200 elever går årligt på skolelandbruget Bredballegård i Mårslet.