JP frifundet i sag om tegninger

Jyllands-Posten er ved byretten i Århus blevet frifundet i sag om Muhammed-tegninger.

Byretten i Århus frifandt torsdag Jyllands-Posten i en sag, der udspringer af de tegninger, avisen for godt et år siden bragte af profeten Muhammed.

Med Islamisk Trossamfund i spidsen har syv muslimske foreninger forsøgt at få Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, og kulturredaktøren, Flemming Rose, dømt for injurier og bagvaskelse imod muslimer ved at have offentliggjort Muhammed-tegningerne.

Der var tale om et civilt søgsmål, efter at Rigsadvokaten tidligere har afvist at rejse straffesag fra anklagemyndighedens side efter de strengere paragraffer i straffeloven om racisme og blasfemi, som der ikke kan rejses civilt søgsmål efter.

Dommen konstaterer, at ikke alle de 12 tegninger forestiller Muhammed. Men også, at de mest kontroversielle tegninger af Muhammed med en bombe i sin turban samt to andre, der sammenkæder Muhammed med kvindeundertrykkelse, ikke kan betragtes som hån, spot eller latterliggørelse.

- Det kan selvsagt ikke udelukkes, at tegningerne har krænket nogle muslimers ære, men der er ikke grundlag for at antage, at tegningerne er eller har været tænkt som fornærmelige, eller at formålet med tegningerne har været at fremsætte meningstilkendegivelser, der kan nedsætte muslimer i medborgeres agtelse, står der i selve dommen.

Dommen henholder sig også til, at sagsøgerne selv under retssagen har sagt, at det ikke i sig selv er en krænkelse, at Muhammed afbildes. Sagsøgerne er dømt til at betale alle Jyllands-Postens sagsomkostninger. /ritzau/

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15576">Muhammedsag afgøres i retten (8/10-06)</A></STRONG>