Journaler på computer-tablet

Patientjournalen bliver nu mobil

Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers tager nu som en af de første afdelinger i landet første skridt til at gøre patientoplysninger tilgængelige på smartphones og computertablets.

Systematic og Caretech Innovation under Alexandra Instituttet, der har stået for finansieringen, arbejder sammen med Regionshospitalet Randers på at udvikle it-løsninger, der kan gøre patientjournalen mobil, så den ikke kun er tilgængelig på computeren på lægens eller sygeplejerskens kontor.

Med den første funktion kan f.eks. lægen vælge at 'abonnere' på bestemte patienter. Lægen bliver så adviseret med det samme, der er svar på blodprøver, og kan handle på dem straks, hvis det er nødvendigt, eller sende oplysningerne videre til en kollega, der kan tage hånd om den videre behandling.

- Den mobile patientjournal er et vigtigt skridt på vejen til at frigøre læger og sygeplejersker fra computeren på kontoret, så de i stedet kan være hos patienterne og samtidig have de vigtigste informationer lige ved hånden. Det er også med til at styrke den rettidige og hurtige behandling, der er særlig vigtig ved de akutte patienter, og giver dermed en endnu større patientsikkerhed, siger Tommy Midtgaard Jensen, ledende overlæge på Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers i en pressemeddelelse.

- Vi lægger ud med at gøre svarene på blodprøverne mobile, men løsningen vil løbende blive forbedret og udbygget, og læsning af selve journalen er et oplagt bud på næste funktion. Målet er at udvikle en rigtig god prototype, der opfylder personalets vigtigste behov i behandlingen af patienterne. Det skal være brugbart og ikke bare smart udstyr, siger vice president Anders Goul Nielsen fra Systematic.

Se mere i TV2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30