Jorn-legat til georgisk-født kunstner

Den unge billedkunstner Rusudan Melikishvili bliver den første modtager af det nystiftede Jorn-Læsø Legatet.

Med legatet på 50.000 kroner følger også et 14 dages ophold i den verdensberømte maler Asger Jorns tidligere atelier på Læsø.

Rusudan Melikishvili er født i Georgien, men har boet i Danmark siden 1998. Hun afsluttede tidligere i år sin uddannelse på kunstakademiet og modtager sit legat på Læsø den 6. august.

Legatet er stiftet i fællesskab af Læsø Kommune og konsulenthuset Causa Consulting.
Asger Jorn ejede huset på Læsø de sidste 10 år af sit liv, til han døde i 1973.

Senere fik huset lov til at forfalde, men blev i 2007 købt og restaureret af Causa Consultings stifter, Peter Linder, og galleriejer Tom Christensen. Siden har huset været anvendt som refugium for kunstnere, der kan bo og arbejde gratis på stedet.