Jørgensen på vej mod de 100
For tredje gang i sin karriere kan AGFs Martin Jørgensen runde 100 kampe for et klubhold. Næste mål er 100 landskampe.
Han nåede det ikke, inden han i 1997 skiftede fra AGF til italienske Udinese. Men hvis Martin Jørgensen kommer på banen, når AGF lørdag møder AaB, kan han runde de 100 kampe for de hvide.
Den milepæl har han nået to gange før i sin karriere. I sine to italienske klubber Udinese og Fiorentina spillede Jørgensen henholdsvis 184 og 151 kampe, og nu venter et jubilæum i den hvide trøje altså også for midtbanespilleren.
- Ja, det er selvfølgelig rart at runde endnu et skarpt hjørne - og næste projekt må så være at runde 100 landskampe, siger Martin Jørgensen til AGFs hjemmeside.
Indtil videre er han noteret for 93 landskampe, og da landstræner Morten Olsen har stillet en VM-udtagelse i udsigt for rutinerede Jørgensen, er det ikke urealistisk, at han også får de resterende syv kampe på CVet.
- Det er jeg selvfølgelig glad for at høre, men det kræver stadigvæk, at jeg er fysisk på toppen, og derfor har jeg også stor fokus på den næste måneds tid at få et forløb med kampe og træning uden afbræk, siger Jørgensen.