Jørgensen kun med på lånt tid
Martin Jørgensen stiller sig til rådighed så længe, landstræneren har brug for det
AGF-profilen Martin Jørgensen havde egentlig indstillet karrieren på fodboldlandsholdet, men nu er han tilbage igen forud for de to kommende EM-kvalifikationskampe mod Cypern og Portugal.
Den defensive midtbanespiller slår fast, at han bliver ved, lige så længe landstræner Morten Olsen sender bud efter ham.
- Jeg er til rådighed, så længe Morten har brug for det. Og så må vi se, hvor lang tid det bliver. Nu har Christian (Poulsen, red.) fundet et sted at spille og er kommet med igen, så lad os nu se, om det her ikke blive sidste gang, siger Martin Jørgensen.
Kun to kampe
AGF-spilleren regner ikke med, at det bliver til mere end kampene mod Cypern og Portugal, men der kan opstå behov, hvis Danmark skal spille play off-kampe i november om at komme til EM næste sommer.
- Jeg er klar i den her periode, men jeg håber da, det kun bliver denne gang, for så har vi afsluttet det med to sejre, og så er vi kvalificeret. Dermed bliver kampene i november ikke så vigtige, siger han.
Martin Jørgensen vil dog ikke udelukke, at han kan være med til endnu en slutrunde. På midtbanen konkurrerer han blandt andre med anfører Christian Poulsen, William Kvist og Niki Zimling.
- Det ligger ikke lige i kortene, at jeg skal være med ved EM-slutrunden. Så skal vi have en lidt længere snak om det.
- Men igen. det er også svært at sige nej, når der bliver ringet op, og Morten har brug for, at jeg stiller mig til rådighed igen. Især når det er så vigtige kampe, forklarer han.
Sagde stop på landsholdet
Martin Jørgensen sagde stop på landsholdet efter VM-slutrunden i Sydafrika sidste år, og få måneder efter fik han også en afslutningskamp, så han nåede op på 100 landskampe.
- Det er jo lidt specielt i og med, jeg havde sagt tak for denne gang, efter jeg havde været med i mange år.
- Men jeg er her kun på lånt tid. Det gør også, at jeg nyder det lidt mere. På en eller anden måde er det ikke så vigtigt, om det er mig, der lige spiller, eller om det er Christian, William eller Niki.
- Det vigtigste er, at holdet vinder og får de resultater, de skal have, understreger Martin Jørgensen.
Danmark møder fredag Cypern, mens Portugal venter fire dage senere i Parken.