Jønsson afviser Brøndby-rygter
AGF'eren mener ikke, at han vil se godt ud i gul
I går, onsdag, gik rygterne om, at AGF'eren Jens Jønsson kunne være på vej til Brøndby. Men det afviser hovedpersonen selv.
- Jeg er selvfølgelig smigret over, at de er interesserede i mig. Det må jo betyde, at det, jeg har lavet indtil nu, har været godt, siger AGF-profilen til tv2oj.dk.
- De har en træner, som jeg kender rigtig godt, og som er meget dygtig. Men når det er sagt, så tror jeg ikke, at gult, det klæder mig særlig godt, fortsætter han.
Jens Jønsson slår fast, at han er AGF'er, og at Brøndby ikke er det næste skridt for ham. Han ser nærmere sig selv i udlandet.
- Jeg har et år tilbage, og så må vi se, hvad der så skal ske. Jeg vil gerne til udlandet, men hvornår det skal være, det ved jeg ikke. Det kommer an på AGF og andre klubber, siger han.