Jonathan er nr. 90.000
Dreng og hans forældre blev overrasket af kommunen
En borgmester og masser af kameralinser var her til morgen rettet mod den bare halvandet år gamle Jonathan i vuggestuen Regnbuen i Silkeborg.
Hvad han ikke selv vidste, var, at han var blevet borger nummer 90.000 i Silkeborg Kommune, fordi hans forældre kort før jul valgte at flytte fra København til Silkborg.
Derfor var borgmester Steen Vindum (V) klar med diplom og en gavekurv med lokale varer - deriblandt en Silkeborg IF-trøje i miniformat, som havde nummer 90 på ryggen.
Jonathan er ifølge borgmesteren et symbol på den udvikling, som kommunen i øjeblikket oplever. Om bare 10 år håber Steen Vindum, at kunne overrække diplomet for borger nummer 100.000:
- Det er vigtigt for os, at vi bliver flere indbyggere, så vi får noget købekraft og optimisme, og at huspriserne holder sig, så vi ikke skal ud og lukke skoler og daginstitutioner, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Før finanskrisen voksede Silkeborg Kommune med omkring 1,7 procent indbyggere om året, men årene efter er udviklingen stagneret og tallet har ligget tæt på nul.
Kommunen kom til gengæld ud af 2014 med et plus på omkring 400 indbyggere, hvilket svarer til godt og vel 0,5 procent.
Du kan se, hvordan det så ud, da Jonathan og hans forældre blev overrasket i morges af borgmester Steen Vindum i videoen øverst i artiklen.
Her fortæller forældrene om, hvorfor de valgte Silkeborg, og så kan du se, hvad lille Jonathan fik øje på.