Jonas Thorsen forlader Horsens og fortsætter i Tyskland

Jonas Thorsen skifter Horsens ud med tyske Eintracht Braunschweig fra den tredjebedste række

Jonas Thorsens fortsætter karrieren i tyske Eintracht Braunschweig. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

AC Horsens har torsdag solgt Jonas Thorsen til den tyske klub Eintracht Braunschweig, som lige er rykket ned i den tredjebedste tyske fodboldrække.

Den 28-årige østjyde skifter med øjeblikkelig virkning.

Læs også AC Horsens mister profil: Fortsætter hos de danske mestre

- Da vi hentede Jonas Thorsen for et år siden, accepterede vi præmissen om, at vi ikke ville stå i vejen for ham, hvis han blev tilbudt et eventyr i udlandet, og derfor blev der tilføjet en frikøbsklausul til udlandet i hans kontrakt, som Eintracht Braunschweig nu har indfriet, siger Horsens-træner Bo Henriksen ifølge Ritzau og fortsætter:

- Vi kunne nærmest ikke stille hold, da han kom til klubben, og derfor måtte vi indgå en kontrakt på de vilkår, men vi er heldigvis et andet sted som klub i dag, og derfor kan vi undgå lignende salg fremadrettet.

Jonas Thorsen nåede at spille 36 kampe - primært som back eller kantspiller. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Stor udskiftning i truppen

Han er langt fra den eneste, der har sagt farvel til AC Horsens denne sommer.

Blandt andre har klubben solgt profilen Simon Okosun til mestrene fra FC Midtjylland, Jesse Joronen er taget til FC København og Alexander Ludwig fortsætter karrieren på Fyn hos OB.

Den anden vej er blandt andre målmand Matej Delac kommet fra Engelske Chelsea, mens Sammy Skytte og Søren Reese er lejet hos FC Midtjylland.

AC Horsens, der sluttede sidste sæson på sjettepladsen, åbner Superligaen på udebane mod FC København den 16. juli klokken 18.00.