Jonas fra Odder vil sejre i DM i Skills
I disse dage er der DM i Skills i Fredericia
Jonas Nielsen fra Odder har sammen med sin makker sved på panden.
I øjeblikket er han i fuld gang med at bygge en udendørs terrasse - indenfor.
Det er projektet til DM i Skills, der i øjeblikket afholdes i Fredericia, og hvor Jonas Nielsen går efter titlen som Danmarks bedste anlægsgartnerelev.
- Vi ligger tæt med Slagelse. Hvis der var nogle, der skulle vinde udover os, skulle det være dem. Men vi stoler på, at vi kan vinde. Vi har gjort vores bedste indtil videre, så vi er fortrøstningsfulde, siger Jonas Nielsen.
Konkurrence skal få flere i uddannelse
Konkurrencen er tæt, og det er detaljer, det hele bliver afgjort på. Det fortæller faglærer Peter Glud fra Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder.
- De kører på, og de arbejder hårdt, så det er rigtig flot indtil videre. Det må ikke misse nogle steder, for de er rigtig dygtige alle sammen, siger han.
Se et indslag om Jonas øverst i artiklen. TV 2 | ØSTJYLLAND sender lørdag direkte fra DM i Skills. Se med på vores egen kanal eller live på tv2oj.dk kl. 10-16.