John finder hullerne i sikkerheden: Bliver betalt for at lave hackerangreb

De danske virksomheder bliver i højere grad udsat for angreb fra hackere. Det giver stigende efterspørgsel på simulerede hackerangreb

01:16

Det er langt fra usædvanligt, at danske virksomheder bliver udsat for hackerangreb.

Faktisk er problemet stigende, og der betyder stigende efterspørgsel på simulerede hackerangreb, også kendt som penetration tests.

Penetration tests er simulerede hackerangreb, der skal finde hullerne i virksomhedernes it-systemer.

Læs også Russiske hackere lækker østjysk cykelrytters sundhedsdata

En af dem, der bliver brugt til de bestilte hackerangreb, er John Nielsen fra Nielco IT i Hadsten. Han har oplevet en stor stigning i efterspørgslen på de simulerede hackerangreb.

- Vi har rigtig travlt. Penetration-test er meget populært, siger John Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Flere afpresninger

Revisions- og konsulentvirksomheden PWC gennemførte sidste år en undersøgelse blandt 297 danske og 191 norske virksomhedsledere, it-chefer og IT-specialister.

Rapporten fra PWC viste, at 67 pct. af virksomhederne havde oplevet afpresning fra hackere, og at syv ud af ti danske virksomheder har været udsat for cyberangreb.

Sander Design i Hinnerup er en af de østjyske virksomheder, der har gjort brug af simulerede hacker-angreb.

Ifølge John Nielsen er der da også plads til forbedring i de danske virksomheders it-sikkerhed.

Der er bestemt også virksomheder, som tager it-sikkerheden så alvorligt, at de gør noget ved det.

John Nielsen, Nielco IT

- Hvis man ser over det bredde spektrum, så er der meget at forbedre på. Men der er bestemt også virksomheder, som tager it-sikkerheden så alvorligt, at de gør noget ved det, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Fra 2015-16 er antallet af opgaver med penetrations-tests hos Nielco IT steget med 50 pct. 

Når der er en ny sag i medierne om hackede virksomheder, ringer telefonen ofte hos John Nielsen.

Selvom 2016 var det bedste år er der noget, der tyder på, at 2017 bliver endnu bedre. 

Læs også Politiker udsat for hackerangreb

- Jeg har gode forventninger, vil jeg sige. Det har jeg i og med, at der hele tiden dukker nye opgaver op og hele tiden dukker nye historier op omkring nogen, der har fået kompromitteret deres sikkerhed, siger John Nielsen.

Mød John Nielsen og hør mere om de simulerede hackerangreb i videoen øverst i artiklen.