Jørgen Leth om Fuglsang: Han har en chance for at komme i top fem

Der er gode chancer for at få en dansker med i det helt sjove selskab i årets Tour de France

03:20

Det verdensberømte cykelløb Tour de France bliver snart skudt i gang. Første etape af løbet køres i tyske Düsseldorf på lørdag, og løbet bliver med en dansker blandt favoritterne til en placering i toppen af klassementet.

Jakob Fuglsang, der er vokset op i Silkeborg, har haft en helt fantastisk optakt til sæsonens største etapeløb. Blandt andet en sejr i Criterium du Dauphiné har gjort, at han nu ses som en af de stærkeste ryttere i årets felt.  

Læs også Hvordan er denne knægt blevet en af verdens bedste cykelryttere?

Kommentator og cykelekspert Jørgen Leth har fulgt Tour de France i mange år, og han tror også, at der er grund til, at have forventninger til den østjyske cykelrytter.

- Jeg tror, at han er klar, det vil jeg tro. Han er meget professionel, og han viste jo fantastisk styrke i Dauphiné, som ikke er så lang tid siden, det kan selvfølgelig være gået ned siden, men jeg tror, at han med sin professionalisme har sørget for at holde formen højt oppe. Jeg venter en god præstation af ham i Tour de France i år, siger Jørgen Leth.

Selvom forventningerne til Fuglsang er tårnhøje, så vil det nok stadig være en overraskelse for de fleste, hvis han skulle køre ind i Paris i den gule trøje. 

Jakob Fuglsang er en af favoritterne til årets Tour de France. Foto: PHILIPPE LOPEZ - SCANPIX

Men ifølge Jørgen Leth så viser Fuglsangs seneste præstationer, at man godt kan håbe på en placering i toppen til den danske Astana-rytter.

- Det er klart, at vi er helt vilde af forventning, og det skal man passe på med, at man ikke skruer over, for så bliver man så let skuffet, hvis det nu ikke lige går sådan. Jeg tror, at han kører, så han har en rimelig chance for at ende i top fem i Tour de France. Det, synes jeg, er en meget stor præstation, for tidligere har man altid været tilbøjelig til at sige, at Fuglsang var eksemplet på en god hjælperytter. Det har jeg altid tænkt, at det var det man kunne måle ham på, men i år er forventningen lidt større, fordi han har kørt vindende og det er jo det nye, siger Jørgen Leth.

En elegant rytter

Ikke alene kører Jakob Fuglsang stærkt opad på sin cykel, når det går opad. Han ser også elegant ud mens han gør det, mener Jørgen Leth.

- Han er en elegant cykelrytter. Han ser meget flot ud på cyklen. Det lagde jeg meget mærke til i Dauphiné-etaperne, hvor den måde, han kørte på, var suveræn. Han har ikke så meget brug for at danse på cyklen, som nogle af de andre har. Han sidder på cyklen meget længere, og han sidder meget elegant, så jeg kan godt forstå, at han er damernes ven, og jeg kan godt forstå, at der er nogle, der er vilde med ham, for han er en meget flot rytter, når han kører på sit højeste niveau, som vi så for nylig, siger Jørgen Leth. 

Få hele historien om Jakob Fuglsang herunder:

04:08 Luk video