Jørgen er udsat for trusler, knivoverfald og afbrændte biler

De ansatte i fængslerne udsættes for et stigende antal tilfælde af vold og trusler

04:22

Antallet af overfald og voldstilfælde vokser i Enner Mark Fængsel i Horsens. Onsdag var flere indsatte i et voldsomt slagsmål, der også sendte et par fængselsbetjente på skadestuen. Og det er bare det seneste tilfælde.

Volden i fængslet er fordoblet indenfor det seneste år. Og det går ikke kun ud over fangerne. Fængselsbetjentene bliver også i stigende grad udsat for vold og trusler.

Jørgen Skjold Pedersen er en af de fængselsbetjente på Enner Mark Fængsel, der hver dag går på arbejde med livet som indsats. Trusler, brækkede ribben og knivoverfald er en del af hverdagen. 

Læs også Voldeligt overfald i fængsel i Horsens

- Jeg forstår godt dem, der trækker følerne til sig og siger, at det her gider de ikke mere. Det er simpelthen blevet et for råt miljø, siger Jørgen Skjold Pedersen.

Netop de ansatte bliver i højere grad udsat for vold og trusler, og det er især et problem her i Enner Mark, som ligger helt i top.

Fra 1. januar til 1. august sidste år var der 21 episoder af vold og trusler mod de ansatte, og i år er det tal steget til 53.

- Vi kan godt mærke, at der er kommet en stigning i antallet af trusler, og at truslerne har ændret sig, så de er blevet mere konkrete, hvor vi virkelig føler, at det ikke er en tom floskel, som folk farer ud med, men at det virkelig er noget, de mener, når de siger, at de kan finde på at opsøge os privat, siger Jørgen Skjold Pedersen, der har været fængselsbetjent på afdelingen for særlige sikrede på Enner Mark Fængsel i ti år. 

Læs også Kvindelig fængselsbetjent slået og snittet med barberblad

- Efter det seneste kvælningsforsøg på mig, der må jeg indrømme, at der tænkte jeg: Er det det her værd? Det var med livet som indsats at møde på arbejde den dag, siger Jørgen Skjold Pedersen, der har oplevet alt lige fra trusler til knivoverfald og brækkede ribben.

Ifølge ham er trusselsbilledet gået fra at være inde fra fængslets store mure til at rykke sig ud i det offentlige rum og hjem til de ansatte.

Og Jørgen Skjold Pedersen har selv oplevet to gange, at der er blevet sat ild til hans bil hjemme i garagen.

- Det er ikke rart. Så er det ikke kun en selv, men også familien og det hele, som bliver præget af det, siger han.

Læs også Overfald i arrest: Forbund vil have flere fængselsbetjente

Ifølge fængselsforbundet er udviklingen med trusler og vold mod fængselsbetjente udenfor arbejdstiden den samme i de fleste af landets fængsler. Også betjentes familie, børn og ægtefæller risikere at blive opsøgt at bander og kriminelle.

Selvom mange år med en arbejdsdag bag de tykke murer har gjort Jørgen Skjold Pedersen tykhudet, har oplevelserne sat sine spor.

- Det kommer du aldrig af med. Det bliver ved med at sidde, og man skal have gjort sig nogle tanker, inden man starter med at være herinde, siger han.

Du kan se mere vold og trusler mod de ansatte i fængslerne i videoen øverst på siden.