Officielt: Jønsson solgt til tyrkisk klub

Den 23-årige midtbanespiller skifter til Konyaspor

Foto: http://www.konyaspor.org.tr/

Jens Jønsson er i dag, fredag, blevet solgt til tyrkiske Konyaspor. Jønsson får en tre-årig aftale i den tyrkiske klub. 

- AGF er min klub. Det er her, jeg er blevet formet som fodboldspiller, og det er da lidt vemodigt, at jeg ikke længere skal have min daglige gang på Fredensvang. Men jeg glæder mig også til at tage fat på helt nye udfordringer i en ny liga og i en helt anden fodboldkultur. Det er det, jeg har haft som målsætning, og det er en barndomsdrøm, som nu er gået i opfyldelse, siger Jens Jønsson i en pressemeddelelse. 

Læs også AGF henter islænding i norske Viking

Jens Jønsson, der for nylig var med det danske landshold til de olympiske lege i Brasilien nåede at spille 119 kampe for den aarhusianske klub. Han kom til klubben fra Lyseng i 2005.

23-årige Jens Jønsson kan i sin nye klub se frem til europæiske kampe, da Konyaspor deltager i dette års Europa League. 

- Jens har gjort det godt for os, men vi har hele tiden været forberedt på, at han kunne blive solgt i dette transfervindue. Det er også derfor, at vi har hentet Björn Daniel Sverrisson til klubben, og vi synes, vi er dækket godt ind på den centrale midtbane, siger AGFs sportschef Jens Andersson i en pressemeddelelse.