Jønsson: Folk på Fredensvang ville dø for de her forhold

Jens Jønsson har fået en fin start på tilværelsen i tyrkiske Konyaspor, hvor forholdene har overrasket ham positivt

Foto: http://www.konyaspor.org.tr/

23-årige Jens Jønsson har nu trænet tre gange med sin nye tyrkiske klub Konyaspor efter skiftet fra AGF, og her ganske kort inde i hans karriere som udlandsprofessionel er delkonklusionen klar.

- Det er rigtig, rigtig godt. De har taget godt imod mig, og det er utrolig professionelt hernede. Forholdene er helt i top - jeg har faktisk aldrig set noget lignende. Vores træningsanlæg er i top, og staben omkring er i top, og de faciliteter, vi har, er voldsomme, siger Jens Jønsson til tv2oj.dk.

Staben omkring holdet er også noget anderledes, end han er vant til fra AGF.

- Vi har tre massører ansat, tre fysioterapeuter og en læge, og de har udstyr her, som dem på Fredensvang ville dø for at have. Jeg ved ikke, om det virker, men det ser flot ud, siger Jens Jønsson fra et hotelværelse i Tyrkiet.

Jeg har været i AGF i omkring 11 år og kommer fra Aarhus og har tryghed, familie og venner i baghaven, så det er klart, det er anderledes - det er også derfor, jeg er taget afsted. 

Jens Jønsson

Her skal han senere lørdag afsted med holdet til det, der kan blive Jens Jønssons uofficielle debut, når Konyaspor skal møde Eskisehirspor i en træningskamp. Jens Jønsson tror selv, at han skal spille – det var i hvert fald fornemmelsen efter træningen fredag.

- Det er en meget anderledes træning, end jeg er vant til fra AGF. Man tager sig god tid om hver øvelse, og det har været meget hårdt rent fysisk, men rigtig spændende, siger Jens Jønsson. 

Læs også Officielt: Jønsson solgt til tyrkisk klub

Taktisk fornemmer han, at Konyaspor er et hold, der gerne vil spille god fodbold, men som ikke er bange for at overlade initiativet til modstanderen, når de har bolden.

Nu ser han så frem til at få privatlivet en smule mere på plads – for indtil videre har han levet mere eller mindre i sin kuffert.

- Jeg skal ud og se på en lejlighed i morgen, så må vi se, om den er noget for mig. Jeg bor ude på anlægget, hvor der ligger et hotel, og jeg har ingen bil. Det får jeg forhåbentlig snart, for træningsanlægget ligger lige lidt væk fra byen, så jeg har ikke oplevet det store endnu, må jeg indrømme. Men jeg skal snart til at danne mig et indtryk af byen, siger Jens Jønsson.