Joel efter åbningstale: Højspændt efterår i vente

Socialdemokratiets Jens Joel mente ikke, at Lars Løkke Rasmussen overraskede i sin åbningstale

01:49

I dag åbnede Folketinget igen, og det skete traditionen tro under stor mediebevågenhed og med en åbningstale fra landets statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Den hørte blandt andre Jens Joel (S), der er valgt her i Østjylland. Han mente ikke, at statsministeren åbnede med de store armbevægelser. 

Læs også MF’ere: Det har vi gjort for Østjylland

- Det er desværre stadig sangen om, at vi har brug for topskattelettelser og at skære i SU, og jeg tror stadig ikke, det er det, vi har brug for, siger Jens Joel til TV 2 Østjylland.

Han anerkender dog også, at timingen for mere bombastiske udmeldinger nok havde været speciel.

- Det var relativt en forudsigelig og ret rutinepræget tale, men det er jo et højspændt politisk efterår, og derfor havde det måske også været overraskende, hvis statsministeren havde bevæget sig længere ud. Det er jo problematisk nok i forvejen, siger Jens Joel. 

Læs også Aastrup: Vælgerne skal stille større krav til MF’erne

Det mest positive han med sine socialdemokratiske briller tog med fra talen var, at Lars Løkke Rasmussen roste de offentligt ansatte i sin tale.

- Vi ønsker en reform af den offentlige sektor, så vi giver lidt mere plads til fagligheden, og at vi stoler lidt mere på de offentligt ansatte og giver dem mulighed for at løse opgaverne bedre, og hvis statsministeren lægger an til, at han vil være med på det, er det selvfølgelig glædeligt, siger Jens Joel.

Se mere i interviewet øverst i artiklen.