Jobs og ledige har svært ved at finde hinanden
Virksomhederne skriger på arbejdskraft. Ledige hænder er der masser af. Alligevel kan stillingerne ikke besættes.
I en række brancher bliver der skreget efter arbejdskraft. Blandt andre pædagogmedhjælpere, rengøringsassistenter og butiksassistenter er i høj kurs i øjeblikket.
Paradoksalt nok er der i Region Midtjylland tusindvis af ledige, der matcher netop de kvalifikationer, arbejdsgiverne efterspørger. Således var der i Region Midtjylland 1.751 ledige pædagogmedhjælpere en tilfældig uge i 2007. Dette til trods for at de østjyske børnehaver og vuggestuer mangler ekstra hænder.
Hos Jobcenter Århus erkender man, at det er paradoksalt, at der er mangel på arbejdskraft indenfor brancher, hvor der også er mange ledige.
- Der er mange grunde til, hvorfor det forholder sig sådan. Når det drejer sig om eksempelvis pædagogmedhjælpere, skyldes det blandt andet, at mange af jobsene er deltidsstillinger. Og mange opfatter deltidsstillinger som mindre attraktive. Derfor kan de ikke besættes, siger driftschef ved Jobcenter Århus, Karin Rasmussen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ved at klikke på overskrifterne i boksen under billedet kan du se, hvor stor ledigheden er indenfor en række brancher. Du kan desuden se, hvor der er størst mangel på arbejdskraft.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.