Jobpatruljen rykker til Aarhus
LOs jobpatrulje skal besøge arbejdspladser med mange ungarbejdere
Hver eneste sommer tager LOs Jobpatrulje på rundtur i hele Danmark for at tage temperaturen på de danske arbejdspladser, der har unge under 18 år beskæftiget.
I denne uge er turen så kommet til Aarhus-området, hvor den lokale østjyske afdeling af Jobpatruljen skal afslutte sin sommertur.
De seneste to uger har patruljen talt med 300 unge fordelt på hele Østjylland, og nu er slutspurten sat ind.
Se også: Føtex er stolte af kåring
Erfaringen fra de tidligere år har vist, at de unge med fritidsjob ofte ikke er opmærksomme - eller bliver gjort opmærksom på - hvor meget de må løfte eller skubbe, når de for eksempel arbejder hos det lokale supermarked.
Derfor fortsætter Jobpatruljen sit arbejde år efter år:
- Vi oplever generelt, at vi bliver taget godt imod hos de virksomheder vi besøger og at arbejdsgiverne er villige til at gøre en indsats for at forbedre vilkårene, siger Mathias Kanne, som er koordinator for Jobpatruljen i Østjylland, i en pressemeddelelse.
- Dog kan vi også konstatere, at der fortsat er problemer rigtig mange steder, så der er stadig mere der kan gøres.
Sidste år anmeldte den østjyske jobpatrulje 11 sager til politiet efter deres besøg på Djursland. Dengang handlede anmeldelserne for eksempel om unge under 18 år, som skænkede alkohol eller opholdt sig i et lokale, hvor der blev skænket alkohol. Begge forhold er ulovlige.
Efter denne uges besøg i Aarhus vil Jobpatruljen igen i år offentliggøre en samlet liste over, hvordan forholdene på de østjyske arbejdspladser har været i år.