Jobcenter truet før brand
Hærværk og trusler indgår i efterforskning
Det var muligvis en desperat arbejdsløs, der natten til mandag brændte jobcenteret i Syddjurs Kommune ned til grunden. Det skriver Avisen.dk
- Vi efterforsker bredt, og vi er bekendt med, at der har været enkelte tilfælde af uoverensstemmelser mellem klienter og ansatte på jobcenteret. Det indgår også i efterforskningen, siger efterforskningsleder Claus Danø fra Østjyllands Politi til Avisen.dk.
Politiet fastslog torsdag, at branden var påsat.
Sagen kommer samtidigt med, at to andre jobcentre torsdag blev angrebet. I Helsingør jobcenter gik en 42-årig mand amok med en økse, og i Odense forsøgte en 45-årig mand at sætte ild til jobcenteret.
I brandsagen fra Syddjurs kan Avisen.dk i dag fortælle, at der forud for ildspåsættelsen har været både trusler mod de ansatte og hærværk mod jobcenteret.
- Vi er også bekendt med mindre tilfælde af hærværk mod jobcenteret, siger politiets efterforskningsleder.
Ifølge Avisen.dk's oplysninger er der tale om, at der i flere tilfælde angiveligt er blevet smadret ruder i jobcenteret. Kommunen bekræfter, at ansatte i jobcenteret er blevet truet af utilfredse klienter.
- Alle jobcentre har haft trusler, og dem har vi også haft vores del af, siger direktør Jørgen Andersen fra Syddjurs Kommune til Avisen.dk.
Styrkede adgangskontrollen
Jørgen Andersen fortæller, at kommunen sidste år styrkede adgangskontrollen til jobcenteret efter en episode, hvor en utilfreds borger truede personalet med vold.
HK/Kommunal kan berette om en lignende episode, hvor en ansat i jobcenteret blev truet med vold af en utilfreds borger.
Vedkommende er i dag sygemeldt fra jobbet - "helt nedbrudt, med dårlige nerver og dybt traumatiseret," fortæller Hans-Henrik Hansen, formand for HK/Kommunal Østjylland.
- Det er naturligvis fuldstændigt uacceptabelt, men borgerne kan komme i en voldsom tilstand af afmagt, hvis de for eksempel får frataget deres forsørgelsesgrundlag, siger Hans-Henrik Hansen til Avisen.dk.
Politiet understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen mistænkte i sagen.