Jobcenter hjælper kræftsyge tilbage: Så det ikke som et pres

I Randers har det lokale jobcenter succes med at lægge en plan for fremtiden for borgere, der har været ramt af kræft

Jeanette Rosager-Hansen er med hjælp fra jobcentret i Randers kommet tilbage på arbejdsmarkedet efter sin kræftsygdom. Foto: Randers Kommune

En kræftsygdom kan vende op og ned på alting. Det ved alle, der har stået i situationen eller har været pårørende til en kræftramt. Tiden efter sygdomsforløbet kan være lige så hårdt og forvirrende. Det gør man noget ved på jobcentret i Randers.

Det er helt klart min erfaring, at man bliver hjulpet, hvis man er villig til at tage imod hjælpen. For mig har der ikke været noget pres.

Jeanette Rosager-Hansen, kræftramt

Her gør man en aktiv indsats for at hjælpe de helbredte borgere tilbage til hverdagen og en plads på arbejdsmarkedet.

- Formålet med vores indsats er at få borgere tilbage i arbejde, når de er parate til det og i den form, der passer til dem og indenfor mulighederne på arbejdspladserne. Vi er på ingen måde ude på at få folk i arbejde, før de er parate til det. Men mange borgere og arbejdsgivere går i den tro, at man først kan komme tilbage på job, når man er helt rask. Faktisk er der rig mulighed for at starte stille og roligt på arbejdspladsen, enten i form af en virksomhedspraktik eller ved delvis sygemelding, siger fastholdelseskonsulent på jobcentret, Janne Loftager, i en pressemeddelelse.

Læs også Isabella får hjælp af app til at holde styr på kræftsygdom

Det kan virke uoverskueligt at skulle forholde sig til arbejde igen efter et kræft-behandlingsforløb, og for mange gælder det om at starte ud i det små, fortæller Janne Loftager:

- Det er vigtigt at vise borgerne, at de har muligheder for at handle, selvom de er i en svær situation. Vi motiverer borgerne og støtter dem i at få øje på selv mindre fremskridt og til at definere mulige delmål. Vi tager ét skridt ad gangen, og så er vi der også, hvis det ind imellem går et skridt tilbage.

En af de borgere, som har haft en længere sygemelding med kræft og behandling af sygdommen er Jeanette Rosager-Hansen, som i foråret 2015 fik konstateret kræft. Hun havde mere at svært ved at overskue at komme tilbage på jobbet, da alle de udmattende kemobehandlinger var overstået.

02:02

En, der stadig kæmper med sin kræftsygdom, er 18-årige Sofie Bjerregaard fra Randers. Heldigvis er hun en meget stærk og sej pige. 

Luk video

- Tanken om at skulle tilbage og yde et godt arbejde var voldsomt stressende. Derfor er det er rigtig godt, at man kan tage det stille og roligt i starten, og det er noget af en balancegang at få det til at fungere. Jeg kom tilbage d. 2. januar 2016. Der følte jeg, at jeg var klar til at begynde i det små. I starten var det bare to timer to dage om ugen. Det var hårdt, men det var rigtig rart at være en del af arbejdspladsen igen. Lige nu har jeg hjemmearbejde et par dage om ugen for bedre at kunne fokusere. Det giver mig ro i hovedet, fortæller Jeanette Rosager-Hansen.

Hun har været glad for samarbejdet med jobcentret, og har ikke følt sig presset til at vende tilbage, før hun var parat:

- Jeg havde rigtig god kontakt til Jobcenter Randers og min jobkonsulent der. Vi havde løbende en del samtaler, som tog udgangspunkt i mig, og hvordan jeg havde det. Det var rigtig rart, og jeg følte, at jeg kunne tale frit. Jeg synes tit, at man hører om folk, der har en negativ holdning til det her med fastholdelse af sygemeldte borgere. Jeg har valgt at tage imod det som et tilbud, og det er helt klart min erfaring, at man bliver hjulpet, hvis man er villig til at tage imod hjælpen. For mig har der ikke været noget pres, siger Jeanette Rosager-Hansen.