Jetsettets café åbner igen

Århus ældste café, Casablanca, er igen klar til at lange café latte over disken. Caféen åbner på fredag.

Den landskendte café Casablanca i Rosensgade i Århus slår igen dørene op.

In-stedet, der i mange år har været indbegrebet af café-livet i Århus, har ellers været lukket gennem længere tid.

Stedet skulle egentlig have fået nye ejere allerede inden årsskiftet, men i sidste øjeblik sprang en køber fra.

Det fik den daværende ejer, det krakkede Frederiksbjerg Ejendomme, til at lukke stedet, indtil der var en afklaring omkring ejerforholdene.

Nu ligger det fast, at Casablanca bliver drevet videre af Tina Bakke som ny ejer. Genåbningen finder sted på fredag kl. 15.

Casablanca er Århus' ældste café og er kendt for at være hjemsted for byens jetset. Blandt andre kronprins Frederik var en flittig gæst under sin studietid i Århus.