Jernalderfund i Stjær: Rester fra langhuse gravet frem

Resterne fra et gårdkompleks med to langhuse fundet i Stjær

04:05

Under udstykningen af nye parcelhusgrunde i Stjær har Museum Skanderborg gjort et interessant fund, som understøtter, at Stjær i yngre jernalder var et højstatusområde.

Museets arkæologer har fundet et stort gårdkompleks med to langhuse fra yngre jernalder. Et hus på 29 meter og et på 35 meter. 

Læs også Jernalderboplads er blandt årets vigtigste fund

- Det er en periode, hvor man begynder at bygge nogle ret store langhuse, men det er ikke hver dag, at vi finder sådan nogle store og fine huse, siger Louise Søndergaard, udgravningsleder og arkæolog ved Museum Skanderborg. 

Desuden er der spor af et par jernudvindingsovne, så man kunne udvinde jern lokalt og efterligne tidens flotte romerske jernvarer, som man importerede.

Et velhaverkvarter i jernalderen
På stedet har man blandt andet også fundet et kar, som Louise Søndergaard betegner som et fint lille husoffer, der skulle give frugtbarhed og velstand. Fundet af jernalderbebyggelsen underbygger den opfattelse, at Stjær i Skanderborg Kommune var et højstatusområde på den tid.

Læs også Private betaler udgravninger for museer

- Det er et meget rigt område, hvor der er fundet nogle rigtig rige gravhøje med bronzespande og sølvringe, og der er også fundet guldbarrer på en mark - desværre i fordums dage, så vi rigtig glade for at komme ud nu, hvor vi har mere viden og ordentlige udgravningsmetoder, siger Louise Søndergaard.

Du kan se meget mere om udgravningen i videoen øverst på siden, som er lavet af Palle Hansen.