- Jeg ville redde hendes liv
Nils Malmros fortæller om sin mest personlige film
Den aarhusianske instruktør Nils Malmros havde i dag snigpremiere på sin seneste film "Sorg og Glæde", som samtidig er hans mest personlige.
I "Sorg og Glæde" skildrer han et smertefuldt kapitel i sit liv. I 1984 dræbte hans kone i en psykose deres ni måneder gamle datter med en kniv.
- Sorgen er så voldsom, at man ikke bare kan putte den ned i en kasse. Den kan ikke være der, siger Niels Malmros til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Nils Malmros og hans kone bor i dag i det samme hus, som de også gjorde i 1984. Det var hans kone, der selv opfordrede ham til at lave filmen.
Nogle vil måske have svært ved at forstå, hvordan de to er kommet gennem det sammen, men så svært mener Nils Malmros ikke selv, at det er:
- Nu var det mig, der skulle sørge for at holde hende oppe. Jeg tror alle ville føle, som jeg gjorde. Nu handlede det om at redde hendes liv, siger Niels Malmros til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den voldsomme historie har dog vakt bekymringer hos instruktøren. Nils Malros frygtede, at historien ville afskrække folk fra at se filmen:
- Min erfaring er også, at den bekymring behøver jeg ikke at have, for det er først og fremmest en kærlighedshistorie, siger Niels Malmros til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et 10 minutter langt interview med instruktør Nils Malmros øverst i artiklen.