- Jeg vil helst spille på midten

Casper Sloth er rykket over på venstrefløjen

Foto: Allan Baden / badenfoto.dk

AGF er presset i bunden af Superligaen, efter at holdet tabte 0-1 i Parken til FC København søndag aften. Klubben ligger på 10.-pladsen med blot to point ned til Viborg under nedrykningsstregen.

I de seneste fire opgør har AGF tabt uden at have scoret eller skabt de store chancer.

Midtbanespilleren Casper Sloth lægger ikke skjul på, at det står skidt til med at levere resultater, og han har tidligere været kreatør ved mange af AGF's chancer.

LÆS OGSÅ: Træner: Vi må arbejde hårdere

Senest er han rykket over på venstrefløjen fra den centrale midtbane, efter at Jesper Fredberg satte sig i cheftrænerstolen ved begyndelsen af forårssæsonen, da klubben fyrede Peter Sørensen.

- Jeg vil helst spille inde på midten. Det er der ingen tvivl om. Men hvis Fredberg vil bruge mig på venstrekanten, så spiller jeg der, og jeg synes også, at det gik ganske udmærket mod FCK.

- Inde på midten er man mere på bolden. Det vil jeg helst være, og skulle jeg selv vælge, hvor jeg vil spille, så var det klart inde på midten, siger Casper Sloth.

LÆS OGSÅ: AGF tabte i Parken

Med syv runder tilbage af Superligaen er AGF stadig i en position, hvor holdet selv kan afgøre klubbens skæbne i denne sæson. Casper Sloth tror på, at klubben nok skal få de fornødne point til at sikre overlevelse.

Han fremhæver dog store problemer med holdets lave boldbesiddelse og evne til at skabe chancer, som skal forbedres, hvis klubben skal undgå nedrykning.

- Fredberg er lige kommet, og han gør nogle nye ting i forhold til Peter Sørensen. Det tager tid, som vi desværre ikke har, men det er de vilkår, vi har.

- Det blev bedre i kampen mod FCK. Vi havde bolden mere, og vi fik skabt nogle chancer. Det har vi haft problemer med i de seneste par kampe. Nu skal vi også sørge for at få dem sparket ind.

- Og så har vi lukket for mange mål ind på dødbolde, som det også skete mod FCK, for det er ikke i åbent spil, at vi lukker så mange mål ind. Det er lidt nedtur, men det må vi få rettet op på, siger Casper Sloth.