- Jeg løber fra Boulahrouz
SIFs Morten Beck Andersen glæder sig til Superliga
Silkeborg IF vandt NordicBet Ligaen, og efter sommerferien hedder det atter Superliga, når spillerne løber på banen.
Silkeborg IF får på papiret en vanskelig start på tilværelsen i Superligaen, hvor de to første runder byder på opgør mod henholdsvis FC København og Brøndby.
Morten Beck Andersen blev topscorer i Silkeborg IF i den forgangne sæson med 20 scoringer, og angriberen tror, at det er en fordel at møde de to københavnske hold i starten af sæsonen.
- Jeg tror, at det er et godt tidspunkt. Vi har noget at se frem til. Det er virkelig en eksamen, som vi skal til, hvor jeg tror, at vi kan lave gode resultater. Det er det, vi har kæmpet for i et helt år nu, siger Morten Beck Andersen.
Han er tirsdag aften gæst i Fodbold med Horup på TV 2 | ØSTJYLLAND, og med sig har han taget Jesper Sørensen, der er cheftræner i Silkeborg IF.
Og den 26-årige angriber glæder sig til, at han efter ferien formentlig skal stå overfor navne som Khalid Boulahrouz.
- Selvfølgelig gør jeg det. Han er da langsommere end mig, siger Morten Beck Andersen.
Både Morten Beck Andersen og Jesper Sørensen har en fortid i AGF. Morten Beck Andersen har fået sin fodboldopvækst i klubben, og Jesper Sørensen har både spillet for AGF, ligesom han har været assistenttræner på Fredensvang.
I tirsdagens udgave af Fodbold med Horup snakker de om de udfordringer, der venter Silkeborg IF næste sæson, ligesom de vil fortælle om deres forhold til AGF, og hvordan det har været at se aarhusianerne falde sammen i foråret.
AGF rykkede som bekendt ud af Superligaen, så der bliver ingen opgør mellem de to østjyske klubber det næste år.
I indslaget over artiklen kan du høre mere om Silkeborg IFs start på den nye sæson, og du kan se hele udsendelsen her.