- Jeg kunne ikke trække vejret
Sara Hald reddede sin mor ud af brændende hus
18-årige Sara Hald og hendes mor slap natten til tirsdag uskadt ud af et brændende hus på Smedegade i Voel ved Silkeborg.
Her lykkedes det for Sara Hald at advare underboen og få hendes mor sikkert ud af huset.
- Jeg vågnede, fordi jeg drømte, at jeg ikke kunne trække vejret, men det var ikke en drøm. Jeg prøvede at tænde lyset på mit værelse, men strømmen var gået, fortæller Sara Hald om det mareridt, der udspillede sig natten til tirsdag omkring klokken 03.00.
Med hjælp fra en lommelygte i hendes mobiltelefon kunne hun se, at værelset var fyldt med røg.
- Jeg råbte for at vække min mor. Hun har værelse på den anden side af gangen, og hun kom ud. Vi kunne høre min kat miave, men vi kunne ikke se den på grund af alt røgen, siger Sara Hald, der til daglig går i 2.g på Silkeborg Gymnasium.
Kravlede ud af vinduet
Sara og hendes mor søgte derfor tilflugt på badeværelset.
- Min mor ringede efter brandvæsnet, og jeg kravlede via en busk ud ad vinduet og ned på gaden, siger Sara Hald.
Badeværelset er på husets 1. sal, og der er omkring tre til fire meter ned til jorden og sikkerheden på vejen.
Sikkert ude af huset skyndte Sara sig at vække underboerne, en familie på tre.
- Så fik vi hurtigt fat i en stige, som vi satte op til vinduet til badeværelset, hvor min mor stadig var inde. På den måde kunne hun kravle ud til os, fortæller Sara Hald.
Da de alle var i sikkerhed, husker Sara Hald, at hun frygtede for, hvad der ville ske med hendes kat, som stadig var fanget inde i det brændende hus.
Hvad med katten?
- Det vigtigste var katten, som stadig var derinde, men heldigvis kom brandvæsnet hurtigt, og de fik reddet katten ud, siger hun.
Sara og hendes mor måtte tilbringe resten af natten på sygehuset, hvor de blandt andet fik ekstra ilt på grund af den røg, som de havde indåndet.
- Der er ikke sket noget med os, og det er vi glade for, siger den 18-årige gymnasieelev.
Sara Hald og hendes mor har boet i huset i otte år, men de næste minimum tre måneder skal de genhuses, da boligen er ubeboelig.
Heltemod
Flere har i løbet af natten og dagen rost Sara Hald og sagt, at det var heltemodigt gjort af hende, ligesom der også har været snak om, hvorvidt Sara Hald skal indstilles til en medalje for hendes bedrift.
- Sådan noget har jeg slet ikke tænkt på. Jeg gjorde bare, hvad der var naturligt for mig i situationen uden at tænke så meget over det, siger Sara Hald.
Hverken Sara Hald, hendes mor eller kat kom alvorligt til skade under branden.