- Jeg er meget stolt
Innovationspris til Randers Naturcenters leder
Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter, har modtaget årets innovationspris for at være en innovativ leder.
- Jeg er meget stolt og beæret. Det er et stort skulderklap, der betyder, at jeg går i den rigtige retning som leder, siger den glade prisvinder til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Moderne ledelsesstrategi
Prisen er en landsdækkende og prestigefyldt pris, som uddeles af den Kommunale Tekniske Chefers forening og vurderer lederes evner til at være innovative i deres ledelsesstrategier:
- Min måde at lede på er nok ret moderne. Jeg er meget opmærksom på at lade folks ideer spire og dermed skabe engagement og kreativitet. Det er jo ikke pengene, der motiverer folk så meget i det offentlige, så så må man tage andre metoder i brug, forklarer Helle-Marie Taastrøm.
Helle-Marie Taastrøm har blandt andet fået prisen for at udvikle Randers Naturcenter fra at være en lille naturskole og for at udbrede bålmadens glæder til danskerne ved blandt andet at kokkere i Go'morgen Danmark.
Stor betydning for byen
Hendes arbejde med naturcentret har gavnet hele byen:
- Hun har bidraget rigtig stærkt til byen ved at være med til at skabe en stærk naturprofil for Randers, mener Karen Balling Radmer, der er kommunikationschef hos Randers Kommune.