'Jeg er glad for at arbejde i stedet for at gå på jobcenter'

Via et nyt integrationsprojekt i Randers har Hussein Ali Khello fået et arbejde

01:41

For at få flygtninge i job har Randers Kommune afprøvet noget nyt - de spørger flygtningene om, hvad de egentlig arbejdede med i hjemlandet?

Det lyder måske ret simpelt, men det har ført til, at man i højere grad end før parrer flygtninge med de rette virksomheder, hvilket kan føre til job. 

En af dem, der har fået job, er Hussein Ali Khello fra Syrien, og han arbejder nu i metalvirksomheden Bosal-Sekura ved Randers.

- Jeg er glad for at arbejde her, siger Hussein Ali Khello. 

Læs også Flygtninge skal lære af foreningslivet

Han er uddannet smed fra Syrien og kom til Danmark i 2014. Siden marts måned har han frivilligt været med i et pilotprojekt over 18 uger i Randers. Her har han både lært dansk og fået sit arbejde i metalvirksomheden.

Pilotprojektet handler i modsætning til tidligere mere om at kigge på, hvad den enkelte flygtning kan og har af arbejdserfaring fra hjemlandet. På den måde kan man sikre bedre og hurtigere integration af flygtninge i brancher, hvor der lokalt mangler kvalificeret arbejdskraft, lyder det fra folkene bag projektet.

Hos metalvirksomheden Bosal-Sekura var de ikke i tvivl om, at de ville være med i projektet, og at flygtningene skulle have mulighed for at få en ny begyndelse på tilværelsen i Danmark.

01:24

Se mere om pilotprojektet i Randers her.

Luk video

- Flygtningene skal da også have en chance, hvis der er nogen, som er interesseret. Og da vi hørte om det, var vi selvfølgelig med. Vi er en stor virksomhed i Randers-området, og så bør vi også tage vores part af den opgave, siger Svend Jensen, der er direktør i Bosal-Sekura Randers.

Hussein Ali Khello var i Syrien vant til at arbejde, og han er glad for, at han også har fået muligheden for det i Danmark. For det er vigtigt, mener han.

- Jeg er glad for at arbejde i stedet for at gå på jobcenter. Jeg vil gerne arbejde, siger Hussein Ali Khello.

Det gode råd fra folkene bag projektet til andre kommuner er at spørge flygtningene om, hvad de arbejdede med derhjemme, finde de rette virksomheder og lade sprogundervisningen være målrettet det job de ønsker og samle undervisningen ét sted.

Pilotprojektet i Randers har betydet, at seks flygtninge nu er ude i virksomheder.

Læs også Flygtninge starter egen virksomhed for at komme i job

Successen i Randers slutter ikke her. 1. juli i år modtog Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner tilsammen 3,3 millioner kroner af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, som i løbet af de næste tre år skal hjælpe med at få endnu flere flygtninge i job i de tre kommuner. Og netop nu skal både Syddjurs og Norddjurs Kommune til at indføre samme integrationsmodel.

- Nu vender vi den på hovedet, og så griber vi den fundamentalt anderledes an både i forhold sprogundervisning og arbejdsmarkedstilknytning, og kobler dem sammen, og så tror jeg, at vi får en betydelig ny og bedre integrationseffekt ud af det, siger Jan Petersen (S), borgmester i Norddjurs Kommune.

Du kan se mere til Hussein Ali Khello og hans nye arbejde i videoen øverst på siden.