- Jeg elsker det kamera
Debattører er træt af fartbøder - men betaler dem gerne
Det er kun godt, at politiet nu styrker deres indsats for at få østjyderne til at lette en smule på speederen, når de kører bil.
De mener to af deltagerne i debatprogrammet Hits & Holdninger, der tirsdag aften sendes på TV 2 | ØSTJYLLAND.
I alt har Østjyllands Politi fået 10 ekstra fotovogne, der nu er klar til at blitze de bilister, der kører for stærkt. Debattørerne i Hits & Holdninger er glade for den øgede politi-indsats mod fartsyndere.
Den ene af debattørerne, studievært Maria Arianfar, undrer sig over de danskere, der forbander de nye fotovogne.
- Jeg elsker der kamera. Hvordan kan det være, at folks liv er mindre værd end min lomme? Hvis jeg laver noget ulovligt, så betaler jeg gerne. Også selv om det gør ondt, siger Maria Arianfar.
Se: Sådan fordeles fotovognene
Forstander på Kalø Økologisk Landbrugsskole Kim Quist er enig. Han har aldrig været vred på politiet til trods for, at han igennem årene har modtaget flere girokort efter at have kørt for stærkt.
- Jeg har fået de parkeringsbøder og fartbøder, jeg skulle have. Jeg har været drønirriteret hver gang. Men det har kun været på mig selv. Jeg kan kun selv tage ansvar for den adfærd, jeg udviser. Jeg har intet problem med ekstra fotovogne, siger forstander Kim Quist.
Formand for Randers Konservative Ungdom Karsten Ulstrup Kristensen er dog uenig med sin to meddebattører. Han mener, at fotovognene mere er en forretning end et redskab til at få farten på vejene ned.
Se diskussionen om de nye fotovogne i videoen øverst i artiklen. Hele udsendelsen kan desuden ses tirsdag aften kl. 20.25.