Janne bager Danmarks bedste boller: Her er opskriften

Janne Knudsen fra Egens nær Rønde bager ifølge Kohberg Danmarks bedste boller

Kohberg har igennem længere tid jagtet opskriften på Danmarks bedste boller, og nu har de efter eget udsagn fundet den.

Opskriften tilhører Janne Knudsen fra Egens nær Rønde på Djursland, og bollerne, som hedder solskinsboller, skal nu produceres af Kohberg. 

Læs også Bagersvend med kun ni procent syn får sølvmedalje og topkarakter

Janne Knudsen indsendte selv sin opskrift til en konkurrence afholdt af Kohberg, og hendes boller var de bedste blandt 350 indsendte opskrifter.

- Det er vildt fedt, og jeg er megastolt! For sådan en "bagetosse" som mig er det virkelig stort at vinde en konkurrence og få mine boller ud til hele landet, siger Janne Knudsen i en pressemeddelelse. 

 

Til daglig er Janne Egens pædagog i en naturdagpleje, hvor hun ofte serverer hjemmebagt brød. Til Kohberg-konkurrencen udviklede hun en helt ny opskrift, som altså var en vinder. 

- Jeg har en basisopskrift, som jeg altid bruger, og så synes jeg, det skulle være noget med solskin. Derfor tilføjede jeg solsikkekerner, gulerod og gurkemeje, der giver bollerne en dejlig gul farve. Samtidig så brugte jeg majsmel for at tilføre noget andet end det normale hvedemel, siger Janne Knudsen. 

Læs også Drenge lavede othello-lagkage til mor: Er lavet med kærlighed

Fra uge 40 er bollerne så tilgængelige i flere butikker som Føtex og Bilka, og Janne Knudsen har selv sagt god for Kohbergs fortolkning af hendes opskrift, som hun kalder ’absolut godkendt’.

- Jannes Solskinsboller er lækre, luftige og perfekte til enhver hyggestund. Derfor var vi simpelthen nødt til at kåre dem som konkurrencens bedste. Nu glæder vi os til at resten af landet også får mulighed for at smage dem, siger marketing- og kommunikationschef hos Kohberg, Britt Hougaard.

Opskriften på Jannes Solskinsboller

Ingredienser:
50 g gær
3 dl vand
150 g fraiche 9 %
225 g majsmel
650 g mel
2 tsk salt
3 æg
3 spsk sukker
1 dl solsikkekerne
1 dl hørfrø
300 g revet gulerod
2 tsk gurkemeje
 
- Opløs gæren i vandet, tilsæt alt det "våde" + gulerod. Ælt sammen med alt det "tørre". Dejen skal være klistret. Del dejen i 18 boller og lad dem hæve i 20-30 minutter. Herefter bages bollerne ved 200 grader i 15-20 minutter.