Jane samler ind til familie: Folk vil rigtig gerne hjælpe

Møbler, ting og penge strømmer ind til familie, der mistede alt i en brand

Foto: Privatfoto / TV2OJ

En familie i Randers gennemlevede nytårsnat, hvad der for mange kan betegnes som det værste mareridt.

Deres hjem brændte ned og ikke mange møbler eller ejendele stod til at redde. Familien var i den uheldige situation, at de ikke havde nogen indboforsikring og dermed ingen mulighed for erstatning.

Jane Harbo Nielsen, som også selv bor i Randers, læste om familiens historie på Facebook og besluttede sig for at ville hjælpe. Hun kender familien i og med hendes børn går på samme skole.

Rakel mistede alt i brand: Nu samler sønnen penge ind

02:18 Luk video

Derfor oprettede hun 1. januar Facebook-siden 'Nyt hjem til Rakel Ottsen og familien', hvor der de seneste dage er strømmet ind med henvendelser fra folk i hele Danmark:

- Det er fantastisk at se så mange, der vil hjælpe. Jeg ser det her som en kærlighedshandling. Det handler ikke om, hvorvidt man har en holdning til familiens situation. Det handler om at få banket et godt hjem sammen for børnenes skyld, siger Jane Harbo Nielsen til tv2oj.dk.

Gavmildhed på sociale medier

På Facebook-siden har Jane Harbo Nielsen i samråd med moderen i familien, Rakel Ottsen, lagt en liste op over både stort og småt, som familien har brug for.

Opslaget er nået ud til mere end 33.000 brugere på Facebook. Flere har henvendt sig for at donere møbler, personlige ting og tøj.

- Indtil videre tror jeg, der er 12 personer, som har sagt, at de gerne vil give en sofa, så jeg er også nødt til at sige nej tak til nogen. Siden i aftes er der kommet 56 beskeder, så jeg er stået tidligere op her til morgen for, at kunne besvare dem, inden jeg skal på arbejde

Idéen er, at de gavmilde givere selv afleverer deres ting, når Rakel Ottsen og familien er flyttet ind i deres nye hjem. Familien har nemlig allerede fundet sig en lejlighed, som snart er indflytningsklar.

Også Rakel Ottsens søn, Viktor Kaludra, har startet en indsamling. Her er der mandag morgen samlet 11.800 kroner ind.

TV 2 | ØSTJYLLAND besøgte den randrusianske familie søndag. Du kan se eller gense hele tv-indslaget øverst i artiklen.