- Jan skal hædres
Afdøde Jan Trøjborg er kommet op at hænge
Horsens Rådhus er blevet endnu et portræt rigere.
Byens afdøde borgmester Jan Trøjborg er nu kommet op at hænge på væggen ved siden af sine kollegaer.
I dag var hans kæreste Lone Blume forbi rådhuset for at se det endelige resultat, som hun længe har glædet sig til at se.
- Det har jo manglet, det billede, lidt over et år. Jan har ikke været her, men hans kollegaer har jo hængt her, og man gik egentlig, at ventede, at nu skulle han også hænge her, nu skulle det også markeres.. nu skulle han også hædres for det stykke arbejde, han har gjort for byen. Der har været en tom plads, men nu er den fyldt ud. Jeg synes, det er rigtig flot, siger Lone Blume.
LÆS OGSÅ: Thorning: Han var en ener
Portrættet er malet af den anerkendte og fremtrædende Horsens-kunstner, Michael Kvium.
Han er særligt kendt for sine groteske billeder, hvor han skildrer mennesket på godt og ondt.
Lone Blume var derfor meget spændt på at se, hvordan Michael Kvium havde valgt at portrættere hendes afdøde kæreste.
- Det betyder noget for mig, at Jan bliver fremstillet som den dejlige person, han er. Vi har selvfølgelig også gået som familie og ventet på, hvad der mon ville komme. Vi kender alle sammen Michael Kvium og anerkender rigtig meget hans kunstneriske talent. Vi ved også, at de billeder han laver, har sin helt egen.. sit helt eget touch. Så vi var da lidt spændte, siger Lone Blume.
LÆS OGSÅ: Afsked med Jan Trøjborg
Borgmester Jan Trøjborg døde den 6. maj 2012 under et motionscykelløb, dagen før en af de største sportsbegivenheder kom til byen, Giro d'Italia.