Jaloux 25-årig amok med flaske
Anholdt og sigtet for vold
14. dec 2014, kl. 12:38
Mere end 30 dage gammel
En strid om en ung kvinde var formentlig årsag til, at en 25-årig mand natten til søndag gik til angreb på en 24-årig værtshusgæst i Aarhus Midtby.
Ifølge Østjyllands Politi befandt de to unge mænd sig kort før kl. 2 på bodegaen Kurts mor på Fredens Torv.
Striden om den unge kvinde kulminerede, da den 25-årige tog fat i en flaske, som han slog sin rival med to gange i hovedet. Den 24-årige fik en flænge i panden.
Den 25-årige blev senere anholdt og sigtet for kvalificeret vold.
Han blev løsladt efter at være blevet afhørt på politistationen, fortæller vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.