Jakob Poulsen hjem fra Spanien før tid

Jakob Poulsen døjer fortsat med en ankelskade og tager derfor hjem fra AGF's træningslejr i Spanien før sine medspillere.

Den ankelskade, som Jakob Poulsen pådrog sig for to uger siden, volder stadig problemer. Derfor tager den 26-årige midtbaneprofil hjem fra Spanien før sine holdkammerater.

- Jakob tager onsdag hjem til Danmark for at få udredt sin ankel nærmere. Han har ikke oplevet den fremgang, vi har regnet med, og i forhold til den måde, han reagerer på, har vi behov for en ny vurdering af anklen, siger AGF's cheffysioterapeut Jens Bo Vestergaard til klubbens hjemmeside.

AGF oplyser dog samtidig, at det fortsat er planen, at midtbanespilleren møder op i landsholdslejren til træningskampen mod Østrig den 3. marts.