Jakob Ellemann-Jensen ny miljø- og fødevareminister

Jakob Ellemann-Jensen skifter rollen som politisk ordfører ud med titlen som miljø- og fødevareminister

Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix

Den 44-årige Venstre-politiker Jakob Ellemann-Jensen er udnævnt til ny miljø- og fødevareminister.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Læs også Nyt Aarhus-baseret parti: - Det direkte demokrati skal tilbage

Jakob Ellemann-Jensen er opstillet i Østjyllands Storkreds og blev i forbindelse med folketingsvalget i 2015 udnævnt til Venstres politiske ordfører.

Jakob Ellemann-Jensen bliver ny miljø- og fødevareminister, efter at Esben Lunde Larsen (V) tirsdag oplyste, at han ville forlade ministerposten. 

Søster stopper som minister

Jakob Ellemann-Jensen er søn af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og journalist Alice Vestergaard.

Han er desuden bror til ligestillingsminister Karen Ellemann (V), som onsdag stopper som minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde. 

Læs også Hetz på nettet får unge til at droppe drømmen om politik

Sådan siger Jakob Ellemann-Jensen om udsigten til at træde ind i en regering, som hans søster skal forlade:

- Det er selvfølgelig en lidt blandet følelse. Men vi har en tradition med, at der skal være en Ellemann i Venstres ledelse. Så jeg håber, at hun bliver valgt som gruppeformand.

Jakob Ellemann-Jensen blev for første gang valgt ind i Folketinget i 2011. Han er uddannet cand.merc.jur.

Her ses Jakob Ellemann-Jensen sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres nu tidligere gruppeformand Søren Gade. Billedet er fra Venstres sommergruppemøde i august 2017.

Jakob Ellemann-Jensen bliver formelt overdraget ansvaret for Miljø- og Fødevareministeriet klokken 14.15.

Udover Jakob Ellemann-Jensen er Eva Kjer Hansen og Tommy Ahlers valgt som nye ministre i VLAK-regeringen.

Tommy Ahlers bliver uddannelses- og forskningsminister, mens Eva Kjer Hansen bliver ny minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Læs også Fodbold og politik skal få unge ned til stemmeboksen