Jagtgeværer stjålet i Viby
Våbenskab tømt for geværer og patroner
14. mar 2012, kl. 08:58
Mere end 30 dage gammel
Det lykkedes tirsdag aften for en indbrudstyv at stjæle indholdet fra et aflåst våbenskab i en bolig på Uraniavej i Viby.
Ifølge Østjyllands Politi kom tyven ind i boligen ved at bryde et vindue op.
Derefter fandt han tilsyneladende en nøgle til våbenskabet. I hvert fald er skabet ikke brudt op, men i stedet åbnet på normal vis.
Indbrudstyven stjal to jagtgeværer af mærkerne "Walther" og "Aya". Derudover tog han 70 patroner af mærket "Eley", inden han forsvandt fra stedet.
Tyveriet blev opdaget tirsdag aften kl. 20.30.