Jagter dræberfisk
Forhadt og glubsk fiskeart skal kortlægges
Den syner ikke af meget, men den kan gøre uhyre stor skade.
Forskere har for kort tid siden påvist, at der i et tilløb til Aarhus Å findes en ynglende bestand af den lille fisk båndgrundlingen.
Da båndgrundlinger går til angreb på andre fisk, er der risiko for, at det kan gå ud over bestanden af flere af de fiskearter, der naturligt findes i å-systemet.
Indtil videre er der dog ingen, der ved, hvor stor en trussel båndgrundlingen af for økosystemet i Aarhus Å. Derfor vil Aarhus Kommune nu have kortlagt, hvor stor bestanden af den temperamentsfulde og glubske fisk er.
- Der er eksempler fra Europa på, at den har ændret økosystemet og har betydet, at lokale arter er forsvundet fra søer, siger seniorforsker ved DTU Aqua i Silkeborg Søren Berg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Herhjemme anvendes båndgrundlingen normalt som prydfisk i havebassiner. Fiskene i Aarhus Å er derfor muligvis sat ud i naturen af en haveejer, som ikke havde brug for dem længere.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.